Tyske nyheder på letforståeligt sprog

Tagesschau Logo

I min barndom lærte jeg, at det var uhøfligt at ringe til andre klokken 20, for på det tidspunkt sad alle foran fjernsynet og så »Tagesschau«.

I dag kan man se nyheder 24 timer i døgnet, men »Tagesschau« klokken 20 på ARD er stadig for mange dagens vigtigste nyhedsudsendelse. Men millioner af mennesker i Tyskland forstår ikke det komplekse sprog, som studieværter, politikere og eksperter udtrykker sig på. Det gælder ikke kun de mange, der lærer tysk som andetsprog, men også millioner af mennesker, der har tysk som modersmål.

For denne målgruppe sender man derfor siden juni 2024 også »Tagesschau in Einfacher Sprache« – på letforståeligt sprog. »Einfache Sprache« er den tyske udgave af en global tendens kaldet plain language (klarsprog). Denne bevægelse startede primært i engelsktalende lande (USA og UK) efter 2. verdenskrig, hvor man indså, at det bureaukratiske sprog i lovgivning og administration skabte en demokratisk barriere for borgerne.

I dag bruges dette forenklede sprog f.eks. af offentlige myndigheder til at gøre vigtig information tilgængelig for alle. Der findes retningslinjer for ordforråd og syntaks for »Einfache Sprache«. En sætning må f.eks. højst bestå af 25 ord og bør ikke indeholde mere end én bisætning. Desuden bør der så vidt muligt anvendes ord fra dagligsproget og færre fremmedord eller fagudtryk. Dermed svarer »Einfache Sprache« omtrent til niveau B1 i henhold til Den Fælles Europæiske Referenceramme for Sprog.

Fra mandag til fredag producerer ARD et otte minutter langt nyhedsprogram, som man kan se fra kl. 18 på tagesschau.de/einfache-sprache. Kl. 19 udsendes det via livestream på tagesschau24.

Sådan kan du bruge »Tagesschau in Einfacher Sprache« til din daglige tysktræning

Du kan se »Tagesschau« på letforståeligt sprog for at følge med i de tyske nyheder og opbygge et bredt ordforråd, selvom dine sprogkundskaber endnu er begrænsede. Slå de tyske undertekster til, så du kan lytte og læse samtidigt. Tag papir og blyant frem for at skrive de ord og vendinger ned, som du vil huske. Det, du ikke forstår, slår du op.

Når du forstår det hele, kan du gå en sværhedsgrad op: Se nyhederne uden undertekster, hold pause efter hver sætning, og prøv at skrive med. Derefter kan du sammenligne dine noter med underteksterne. På denne måde kan du lære tysk fem gange om ugen i 30 minutter og holde dig opdateret. Det er også en super metode til at vedligeholde sine tyskkundskaber på mellemniveau.

Peak

"Peak" af Anders Ericsson og Robert Pool

Alle, som ønsker at lære noget nyt eller blive bedre til noget, bør læse denne fantastiske bog.

I “Peak – How all of us can achieve extraordinary things” samler forskeren Anders Ericsson sin viden om, hvordan eksperter fra forskellige brancher (musikere, atleter, skakspillere, kirurger, taxachauffører …) formåede at blive nogle af verdens bedste inden for deres fag. Det, han fandt ud af, er overraskende og opmuntrende: Ingen af os bliver født med et unikt talent – til gengæld bliver vi alle født med en hjerne, som er utroligt tilpasningsdygtig.

Denne tilpasningsevne kan vi alle sammen drage nytte af. Vi kan faktisk lære, hvad som helst – uafhængig af vores alder. Det handler om at øve sig på den mest effektive måde – bevidst, målrettet og struktureret – og at få feedback og vejledning fra en lærer eller coach.

Bogen har inspireret mig privat og som tyskunderviser. Den bekræfter mig i, at den tid, eleven tilbringer med kartotekskort, øvelser og lærebogen, er lige så afgørende som tiden med mig. Det er en god idé at investere i privatundervisning, når man er ambitiøs. En privatlærer kan skabe overblik over komplekse emner, strukturere indlæringen og give direkte feedback, så eleven lærer mere på kortere tid.

Derfor snakker jeg altid med mine elever om, hvor meget tid og lyst de har til at finde tid i kalenderen til at fordybe sig i stoffet eller se tysk tv (f.eks. Arte.tv eller Tagesschau in Einfacher Sprache). De, der finder faste tider til repetition og forberedelse, klarer sig bedst.

Anders Ericssons motiverende bog har ISBN 9780099598473. Både den engelske originalversion og den tyske oversættelse kan reserveres på bibliotek.dk.